Ture og Stævner

Klubture (for alle hold og årgange i FHF, VHK og Furesø) er, ud over de håndboldmæssige oplevelser, med til at skabe det sociale sammenhold, som skal grundlægges på de små hold, og udgøre fundamentet på de ældste hold i Furesø Håndbold.

Fælles ture forudsætter at alle har råd og lyst til at tage med. Derfor er det vigtigt at alle i god tid kender til hvilke klubture, der er på programmet. På den vis kan vi planlægge turene ordentligt og medlemmerne har mulighed for at spare op til turene. Det der kan komme til at påvirke valget af destination er om det er muligt at finde turledere, og om prisen er rimelig. I sidste ende er det fællesskabet, der er vigtigst i forhold til at vælge destinationen.

Idet det primære formål med turene er at skabe socialt sammenhold, er det vigtigt at alle medlemmer får det samme tilbud uanset om man spiller på 1. eller 2. hold. Trænerne har et ansvar i forhold til at sikre, at alle føler sig inkluderet i turplanerne.

Trænerne er ikke forpligtet til selv at deltage på ture. Træneren skal så tidligt som muligt gå i dialog med turleder og bestyrelser om hvem, der kan tage med et hold på tur, hvis man selv er forhindret.

Følgende overvejelser ligger bag valget af destinationer:

Påsketuren: Er den primære klubtur på året. Fungerer som afslutningstur på årgangene. Holstebro har været valgt, fordi det er et velfungerende stævne med et højt sportsligt niveau. Det kan blive aktuelt at kigge på alternativer, evt. i forhold til stævner, hvor spillestederne ligger mere samlet. Vigtigt at få de mindste årgange med på klubturen i Påsken. U18 holdene har mulighed for at lave en udlandstur, men de står selv for at arrangere turen.

Sommerturen: Sommerstævner giver en særlig mulighed for at holdene kan være sammen på tværs af årgange og se hinanden spille, idet stævnerne som regel foregår udendørs på store anlæg med mange baner. Det er en særlig oplevelse at komme til sydlige himmelstrøg og spille håndbold og derfor er Teramo turen kommet på programmet. Denne tur egner sig dog ikke til de mindste hold, pga. transporttid og de til tider ekstreme spilleforhold. Det, sammen med prisen, har gjort, at Teramo turen ligger hvert 2. år. I de år, hvor der ikke er Teramo tur, vil der blive planlagt en klubtur i sommerferien.

Juleturen: Stævnet i julen har primært til formål at holde holdene i gang over julen. Juleturen er ikke prioriteret som en klubtur, men der vil være mulighed for fælles tilmelding til AB jule cup. Hvis der er hold, der ønsker at tage til julestævne i Lund, kan de selv planlægge dette.

Her kan du læse en beretning fra turen til Teramo i 2010.

 

Go to top