Vil du spille i Furesø Håndbold?

Gennem de seneste år har Furesø Håndbold etableret sig som en klub med hold på alle ungdomsårgange, hvor flere kan gøre sig gældende blandt de bedste hold på Sjælland. Furesø Håndbold bliver bemærket rundt omkring i andre klubber. Det betyder, at vi kan forvente, at der er spillere fra andre klubber, der vil være interesseret i at spille i Furesø Håndbold.

Som udgangspunkt er alle naturligvis velkommen til at spille håndbold i Furesø Håndbold. Men samtidig er vi som en del af håndbolden i Region Øst forpligtet til at overveje hvilken rolle vi spiller som klub i forhold til at fastholde og udvikle håndboldspillere i regionen.

Derfor har vi vedtaget nogle retningslinjer, som vi vil agere efter, i forhold til tilgang  af nye spillere til klubben:

  • Furesø Håndbold vil aldrig ”fiske” spillere. At fiske spillere skal forstås som trænere eller ledere, der kontakter spillere (inkl. deres forældre) i andre klubber med henblik på at få dem til Furesø Håndbold. Hvis ledere eller trænere fisker spillere, vil det betyde, at vedkommende ikke længere er en del af FHF/VHK/Furesø Håndbold.
  • Trænere og ledere i Furesø Håndbold har lov til at efterlyse spillere generelt uden at rette specifikke henvendelser, fx via hjemmesider og netværk. Dette vil typisk være i tilfælde, hvor der mangler spillere i en trup på bestemte pladser eller for at have nok spillere til et hold.
  • En spiller kan henvende sig til Furesø Håndbold (typisk til en træner) og lave aftale om prøvetræning. Træneren forpligter sig til at spørge ind til hvorfor en spiller ønsker at skifte til Furesø Håndbold ved at gå i dialog med spilleren og dennes forældre om årsagen til skiftet. Dette skal sikre, at forventningerne til klubskiftet er klarlagt fra begge sider.
  • Hvis der kommer en gruppe af spillere fra samme klub, forpligter trænere og ledere i Furesø Håndbold sig til at forhøre sig om årsagen til at gruppen af spillere søger til Furesø Håndbold. Det er generelt i Furesø Håndbolds interesse, at der er så mange hold som muligt i de klubber der omgiver os. Derfor forpligter Furesø Håndbold sig til at kontakte den klub, gruppen kommer fra, for at høre om klubben ønsker at foretage sig noget for at fastholde spillerne i klubben.  Kontakten tages altid på bestyrelsesniveau.

 

Go to top